Grundstammen bestemmer, hvor stort træet bliver, og dermed om du kan plukke stående på jorden. Surkirsebær klarer bestøvningen selv, mens mange sødkirsebær har brug for en nabo af en anden sort.
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 1 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Et kirsebærtræ er et hårdført frugttræ, der klarer dansk vinter uden hjælp fra dig. Til gengæld er der tre beslutninger, du tager én gang og lever med i tyve år: hvilken art du planter, hvilken grundstamme træet står på, og om det kan bestøve sig selv. Får du dem rigtigt, passer træet i vid udstrækning sig selv. Får du dem forkert, står du enten med et træ på seks meter, du ikke kan nå bærrene på, eller med et træ, der blomstrer smukt hvert forår og aldrig sætter frugt.
Guiden her tager valgene i den rækkefølge, du reelt skal tage dem — fra art og sort til plantning, beskæring og fugle.
Kirsebærtræer i handelen dækker over to forskellige arter, og det er det første, du skal have styr på.
Sødkirsebær (Prunus avium) er spisekirsebæret: store, faste, søde bær, man spiser med fingrene. Træerne bliver naturligt store og kraftige, blomstrer tidligt om foråret og er de mest krævende med hensyn til bestøvning.
Surkirsebær (Prunus cerasus) er syrlige og har deres styrke i køkkenet — saft, grød, marmelade, kager og likør. Stevnsbær hører til her og er den type, mange danskere forbinder med kirsebær fra barndommen. Surkirsebærtræer bliver mindre, er som regel selvbestøvende og blomstrer lidt senere, hvilket gør dem mindre sårbare over for forårsfrost.
Er du i tvivl, så vær ærlig om, hvad der faktisk sker med udbyttet. Skal bærrene spises direkte fra træet, køber du sødkirsebær. Ender de i fryseren og i en gryde, er surkirsebærtræet både mindre, nemmere og mere pålideligt.
De japanske prydkirsebær med tætte, lyserøde blomsterskyer er plantet for blomstringens skyld. De sætter ikke spiselig frugt af betydning, og de fyldigt fyldtblomstrede sorter sætter reelt ingenting. Vil du have bær, skal du købe et frugtkirsebær med sortsnavn — ikke et blomstrende kirsebærtræ fra prydtræsafdelingen. Det lyder banalt, men det er en klassisk fejl at gå hjem med det smukkeste træ på pladsen.
Sorten bestemmer bærret. Grundstammen bestemmer træet. Et kirsebærtræ er podet, og den rod, sorten sidder på, styrer den endelige størrelse mere end noget andet.
På kraftig grundstamme bliver særligt sødkirsebær et stort havetræ, der kan blive højere end huset — smukt, men i praksis et træ, hvor fuglene får hovedparten af høsten, fordi du ikke kan nå den. På svagere, størrelsesbegrænsende grundstammer holder træet sig på et niveau, hvor beskæring, net og plukning kan klares fra jorden eller en lav stige.
Spørg konkret til grundstammen, når du køber, og se på den forventede sluthøjde frem for på træets størrelse i potten. Til en almindelig parcelhushave er et størrelsesbegrænset kirsebærtræ næsten altid det rigtige valg. Vær opmærksom på, at svage grundstammer til gengæld ofte kræver opbinding og er mindre tolerante over for tørke og konkurrence fra græs.
Her taber flest deres høst. Mange klassiske sødkirsebærsorter er selvsterile: de kan ikke bestøve sig selv og har brug for et andet kirsebærtræ af en forligelig sort, der blomstrer samtidig, inden for rimelig flyveafstand for bierne.
Har du kun plads til ét træ, skal du derfor bevidst vælge en selvfertil sødkirsebærsort — Stella, Lapins og Sunburst er blandt de kendte af slagsen. Alternativt kan naboens kirsebærtræ løse opgaven, hvis blomstringstiden passer, men det er en forudsætning, du ikke selv råder over.
Surkirsebær er den lette udvej: de er som hovedregel selvbestøvende, og ét træ er nok.
Sortsnavnet fortæller dig mere end mærkatens billede af en skål bær.
Køber du to sødkirsebærtræer for bestøvningens skyld, så tjek at deres blomstringstid overlapper. To sorter, hvor den ene blomstrer af, før den anden begynder, hjælper hinanden lige lidt.
Barrodstræer sælges i træets hvileperiode i vinterhalvåret. De er billigere, ofte veludviklede, og skal i jorden kort efter køb, mens der ikke er frost. Potteplantede kirsebærtræer kan derimod købes og plantes stort set hele sæsonen, men koster mere og kræver, at du er opmærksom på vandingen i den første sommer.
Planlægger du i god tid, er bar rod fornuftig økonomi. Står du i maj og har fået lyst til et kirsebærtræ, er potte den realistiske vej.
Kig efter en lige, ubeskadiget stamme og et rent, veloverstået podested uden revner eller løs bark. Grenene skal sidde jævnt fordelt rundt om stammen — ikke alle på samme side. På et barrodstræ skal rødderne være fugtige, fleksible og ikke tørre eller sorte i enderne; i potte skal træet ikke være rodfast med et tæt spind af rødder rundt langs potteindersiden. Undgå træer med udsivende, klar til gullig harpiks på stammen.
Kirsebær vil have sol — særligt sødkirsebær, hvor sukkerindholdet i bærrene hænger direkte sammen med lyset. Jorden skal være veldrænet; kirsebærtræer bryder sig ikke om at stå vådt, og en lavning i haven, hvor vandet samler sig om vinteren, er det forkerte sted.
Giv træet den plads, den fremtidige krone kræver, og hold en græsfri, dækket cirkel omkring stammen de første år. Græs helt ind til stammen koster vækst på et ungt frugttræ, og buskrydderen ved stammefoden har slået flere kirsebærtræer ihjel end nogen sygdom.
Har du ikke plads til et fritstående træ, kan kirsebær trækkes op ad en solrig mur som vifteformet espalier — en gammel og velafprøvet metode, der samtidig gør det let at kaste net over. Der findes desuden smalle søjlekirsebær til krukke eller lille bed. De giver en beskeden høst, men er en reel mulighed, hvor alternativet er intet kirsebærtræ overhovedet.
Dette er den vigtigste plejeregel og den, der adskiller kirsebær fra æble og pære. Beskær aldrig dit kirsebærtræ i vinterhalvåret. Snitflader i den kolde, fugtige periode er indgangen for bakteriekræft og for svampen, der giver grentørre, og træet reagerer på skaden med gummiflåd — de klare, seje harpiksdråber på bark og grene.
Beskær i stedet i sommerhalvåret, mens træet er i fuld vækst og hurtigt lukker sårene. Mange gør det lige efter høst. Brug skarpt, rent værktøj, hold snittene små, og lav færre, gennemtænkte snit frem for mange. Et kirsebærtræ er et træ, hvor det er bedre at beskære lidt hvert år end meget hvert femte.
Solsorte og stære kan tømme et kirsebærtræ på få dage, ofte lige inden bærrene er helt modne. Net over kronen er den eneste metode, der virker pålideligt — og det er endnu en grund til at holde træet i en størrelse, du kan nå. Brug net med lille maskestørrelse, som fuglene ikke sætter sig fast i, og fjern nettet igen efter høst.
Kirsebærtræer er robuste, men et par ting går igen. Monilia viser sig som blomster og skudspidser, der pludselig visner og bliver brune, mens de bliver siddende på træet; angrebne skud klippes ud i tørt vejr og fjernes fra haven. Gummiflåd er ikke en sygdom i sig selv, men træets svar på skade, frost eller angreb — se det som et signal om at kigge efter årsagen. Sprækkede bær efter regn tæt på høst er et vejrfænomen, ikke en fejl ved træet.
Prisen følger størrelse og opformeringsarbejde. Billigst er små barrodstræer i vinterhalvåret. I mellemklassen ligger et velformet, podet træ i potte med sortsnavn og oplyst grundstamme. Dyrest er store, flerårige eksemplarer og færdigopbyggede espalierformer, hvor du betaler for planteskolens år med opbinding og beskæring.
Det billigste kirsebærtræ er sjældent den dyre fejl. Den dyre fejl er et træ uden sortsnavn og uden oplysning om grundstamme og bestøvningsforhold.
Der går typisk nogle år efter plantning, før høsten er værd at tale om. Træer på svage grundstammer kommer normalt hurtigere i gang end træer på kraftige.
Ja — hvis det er et surkirsebær eller en selvfertil sødkirsebærsort.
Barrodstræer i den frostfrie del af hvileperioden, pottetræer stort set hele sæsonen, blot ikke i tørke uden vanding.
Oftest manglende bestøver eller frost i blomstringen. Køligt, vådt vejr, hvor bierne ikke flyver, kan give samme resultat.